Hvorfor køres der Banekontrol?
Kontrollen handler primært om at konstatere, hvorvidt spillerne har et gyldigt medlemskort, booket tid og bekræftet denne og/eller betalt Greenfee. Vi oplever desværre ofte personer, der ikke mener, de skal deltage i fællesskabet og/eller betale for at benytte vor bane. Det sker på begge vore baner, men det er især på vor 9-huls bane, vi møder disse.
Banekontrollen tjekker også om spiller har en pitch-fork i lommen.
Hvorfor skal det tjekkes?
Fordi greens er meget sårbare og nedslagsmærker, der ikke bliver rettet op, medvirker at det store arbejde Greenkeeperne har med at vedligeholde greens vil være spildt og vi vil få greens, hvor bolde ruller ujævnt. Greens vil også være mere udsat for sygdomme.
Til gengæld vil et rettet nedslagsmærke være kommet sig helt efter blot 10 – 12 minutter. Så husk pitch-fork i lommen – ikke i baggen!
Vi hører sommetider, hvis der er langsomt spil på banen ”Hvor er Banekontrollen dog henne?”
Når Banekontrollen kører, er vi selvfølgelig obs på, hvorledes rytmen er på banen. Men det er ikke Banekontrollens primære opgave at tjekke rytme på banen. Kontrollen køres af frivillige som kører den i deres fritid / på tidspunkter hvor vi erfaringsmæssigt ved, der f.eks. kan være gratister. Banekontrol køres ofte flere gange på en dag.
Det er blevet meget populært at bruge en buggy. Det har skabt lidt usikkerhed på banen. Spillere som går rundt bliver let nervøse, når de ser, at der holder en buggy lige bag ved dem.
Banekontrollen vil fremover også fokusere på at buggy regler overholdes:
En buggy er at betragte på lige fod med andre spillere. Man lukker igennem hvis hullet foran er fri fra tee til green. Buggy holder passende afstand til foran gående spillere og tilpasser sin spilhastighed til flowet på banen. Buggy må ikke køre på for-greens, mellem bunker og green og på selve green. Det tjekkes også at fører af buggy er personen, der har lejet den samt at personen er fyldt 18 år.