TGS’ støtteforening forskønner banen og sikrer klubben mere end 300.000 kr.
7.500.000 kr. Det er, hvad vi regner med, at det vil koste at drive TGS i budgetåret 2024/2025. Klubbens indtægter er budgetteret en anelse højere og vil i hovedsagen stamme fra medlemmernes kontingenter, fra sponsorindtægter og fra salg af greenfee og buggyudlejning. De seneste 2 år har klubben derudover haft en indtægt på i alt ca. 300.000 kr. fra SKATs udlodning af momsrefusion til frivillige foreninger og klubber.
TGS har fået del i udlodningen, fordi vi har haft en frivillig støtteforening med mindst 100 medlemmer, der hver har støttet med mindst 200 kr. I år håber vi at få del i momsrefusionen for 2024 og har for 2024/2025 budgetteret med en indtægt på 120.000 kr., der skal indgå i klubbens almindelige drift. At deltage i udlodningen kræver dog, at vi også i 2024 har en aktiv støtteforening med mindst 100 medlemmer. Bestyrelsen vil derfor opfordre til, at klubbens medlemmer støtter bestræbelsen på, at vi får noget af vores indbetalte moms tilbage gennem SKATs udlodning. Man kan støtte via Golfbox ved at indbetale sit bidrag på 200 kr. samt oplyse sit CPR-nummer under aktiviteten ”Momskompensation 2024”. P.t. ligger aktiviteten i september.
De ca. 20.000 kr. støttemedlemmerne indbetalte i 2022 kan man se frugten af mellem hul 16 og hul 17, hvor den nyanlagte frugtplantage er finansieret af støttebeløbet. For støttebeløbet fra 2023 bliver der til efteråret plantet flere træer i plantagen. Støttebeløbet for 2024 vil blive anvendt til forskønnelse af området omkring driving range.
Tak til medlemmerne af Støtteforeningen for at have bidraget til smukkere omgivelser og mere end 300.000 kr. til den slunkne klubkasse.
På bestyrelsens vegne
Jakob
Støt via golfbox herHusk medlemsmøde d. 1/10 – tilmeldingen ligger også i golfbox.