Nyt fra Baneudvalget

 

Nyhedsbrev fra baneudvalget – Sæsonen 2026 nærmer sig

Kære medlemmer
Sæsonen 2026 står for døren, og her kommer en opdatering på arbejdet omkring vores baner og træningsanlæg.

18-huls banen

Robotklippere og lade­stationer

Greenkeeperne har gravet ca. 750 meter rende til de elledninger, der skal forsyne tre nye ladestationer til robotklipperne. Stationerne placeres mellem:

  • Hul 18/8
  • Hul 12/16
  • Hul 13/14

Ladestationerne opføres nu og forventes klar om ca. 14 dage. Hver robot vil dække to huller, hvilket betyder en markant forbedring af klippekvaliteten på de berørte huller.

Indførelsen af robotter giver:

  • Bedre klipning
  • Mindre dieselforbrug
  • Forbedret CO₂-regnskab
  • Mere tid til greenkeeperne til andre opgaver på anlægget

Klippehøjder i 2026

I den kommende sæson vil fairways blive klippet i tre zoner:

  • Fairway: 18 mm
  • Første overgang mod rough: 38 mm
  • Anden overgang: 60 mm

Rating af banen

DGU besøger klubben i april for at vurdere, om der er behov for at rate banen – eller enkelte huller – på ny.

Etablering af sø på Hul 4

De seneste år har vi haft udfordringer med vand på hul 4. For to år siden etablerede klubben en sø i højre side af fairway, men vandmængderne er fortsat steget.

Slagelse Kommune, som vedligeholder drænene, genetablerer ikke de dræn, der er faldet sammen. Bestyrelsen har derfor søgt fondsmidler, og klubben har modtaget 76.800 kr. i tilskud fra Hedeselskabet til etablering af endnu en sø, som samtidig vil øge biodiversiteten.

Arbejdet går i gang så snart forholdene er tørre nok til, at entreprenørmaskiner kan arbejde uden at skade banen.

Der etableres også en mindre sø ca. 100 meter nord for Grand Lunden i højre side af fairway. Dette område er ofte plaget af vand.

Når arbejdet er færdigt, vil hullet få en ny karakter, og der etableres fairway på begge sider af søen, så spillerne får flere valgmuligheder både fra tee og i andet slag.

9-huls banen

Som et forsøg lægges der en måtte på plateauet over fælles teested på hul 25, som fremover bliver tee 22.

9-huls banen har været uvurderlig denne vinter. På trods af stort pres og fuldt bookede tider i alle lyse timer står banen fortsat flot, og slitagen har været begrænset.

Træningsanlægget

I efteråret blev der plantet laurbærbuske bag udslagsmåtterne. Jorden omkring bænkene er tilsået, hvilket midlertidigt giver lidt udfordringer med adgang til måtterne. Vi beder derfor alle undgå at betræde de nye græsarealer.

Nye træningsområder

Efter sæsonstart testes etablering af 2–3 target greens på træningsanlægget. I stedet for kun at slå mod farvede flag vil greenkeeperen forme områder, så det ligner rigtige greens – ideelt til indspil og træning af længder.

Indspilsgreenen er desuden forlænget bagud og har nu to plateauer. Senere på sæsonen udvides den også i højre side, så flere spillere kan træne det korte spil samtidig.

Boldautomat

Der opsættes betalingsautomat til træningsbolde. Det vil forsat være gratis for medlemmer at anvende klubbens bolde

I 2025 var der mangel på træningsbolde, bl.a. fordi robotopsamleren ikke kunne følge med, og mange ikke-medlemmer brugte anlægget. Det kan de fortsat – de skal blot betale. Mere information følger, når den nye automat er klar i foråret.

Par 3 banen

Baneudvalget har gennemgået par 3 banen for at finde forbedringsmuligheder. Der etableres et par ekstra teesteder, så afstandene til greens kan varieres en smule. Det giver mere variation og en bedre oplevelse, uden at hullerne bliver markant længere.