Nyt fra Baneudvalget og Greenkeeperne
Kære medlemmer
Her følger lidt nyt om banerne, træningsanlægget og de kommende aktiviteter i klubben.
18-huls banen
Vejret har udfordret banen
Vi har ikke ligefrem været forkælet med regn og moderate temperaturer i sæson 2026. De lange perioder med tørt og varmt vejr har været en udfordring for banen.
Greens og teesteder er blevet vandet grundigt hver nat og morgen. Trods dette er flere greens blevet angrebet af svampesygdommen antraknose. Sygdommen opstår, når græsset bliver stresset, og selv om der er blevet vandet flittigt, har de høje temperaturer betydet, at greens hurtigt er tørret ud igen.
Svampeangrebet er nu stoppet, og der arbejdes på at genetablere græsset i de områder, der er blevet beskadiget.
Søen på hul 4
Søen på hul 4 er nu helt etableret, bunden skal nu “sætte sig” før vi har en stabil bund vil vandstanden være lidt lavere end planlagt. Vi følger udviklingen og har allierede os med kloge folk der kan vejlede og rådgive.
Udvidelse af tee på hul 7
Tee 57 på hul 7 er relativt lille. Derfor er det besluttet at anvende jord fra udgravningen ved søen på hul 4 til at udvide teestedet bagud i løbet af vinteren.
Efter udvidelsen bliver tee 57 og tee 60 slået sammen. På længere sigt er det også ønsket at udvide tee 57/53/50 på hul 2 samt tee 57 på hul 14.
Drikkevand ved hul 9
Der etableres en drikkevandspost ved hul 9 inden sæsonstart 2027.
9-huls banen
Som et forsøg bliver der snarest lagt en måtte på plateauet ved det fælles teested på hul 25, som fremover kommer til at hedde tee 22.
På hul 20 er buskområdet i venstre side nu markeret med røde pæle i stedet for hvide. Husk derfor at være opmærksom på de gældende dropregler.
Træningsanlægget
Laurbærbuskene klarer sig flot
De laurbærbuske, der blev plantet bag udslagsmåtterne, ser heldigvis ud til at have klaret frosten kort efter plantningen. De fremstår nu flotte og mørkegrønne.
Boldautomaten er en succes
Den nye boldautomat fungerer upåklageligt og har været en stor succes. Hen over sommeren har vi ikke oplevet de grupper af unge mennesker, som tidligere benyttede anlægget til gratis boldslagning.
Det betyder dog ikke, at vi ikke mangler bolde. Mange af dem ligger blot i yderområderne af anlægget.
Derfor afholder vi boldopsamlingsdag lørdag den 3. oktober. Det plejer at være en hyggelig dag med godt samvær, og vi håber at se mange deltagere.
Tilmelding sker via GolfBox.
Nye targetgreens
De to targetgreens, som oprindeligt skulle have været etableret tidligere på sæsonen, anlægges i uge 37-38.
Det tørre vejr og det afsvedne græs har gjort det vanskeligt at klippe områderne, så targetgreens kunne blive tydeligt synlige.
Indspilsområdet
Den forlængede indspilsgreen er blevet taget rigtig godt imod. Det er glædeligt at se, at endnu flere nu kan træne indspil samtidig.
Næste mål for træningsområdet er at udvide den eksisterende bunker eller etablere endnu en bunker for at tilpasse træningsanlægget til flere spillere og etablerer forskellige bunker typer.
Samarbejde med DGU om demonstrationsbane for biodiversitet
Trelleborg Golfklub arbejder målrettet med biodiversitet.
På DGU’s biodiversitetsskala med 18 kriterier og maksimalt 72 point opfylder klubben 15 af kriterierne og opnår en score på 59 point. Til sammenligning ligger gennemsnittet for danske golfklubber omkring 40 point.
DGU har derfor tilbudt et samarbejde, hvor vi sammen skal udvikle biodiversiteten yderligere med ambitionen om at nå den maksimale score på 72 point.
DGU bidrager med faglig viden og et mindre økonomisk tilskud. Samarbejdet betyder samtidig, at DGU vil henvise til Trelleborg Golfklub som et godt eksempel, når de formidler biodiversitetsarbejde til andre klubber. Det giver værdifuld og positiv omtale af klubben.
Store Plantedag 2026
Igen i år afholder vi Store Plantedag.
Hvis mindst 101 medlemmer indbetaler 200 kr. inden den 31. december 2026, opnår klubben adgang til en momsrefusionsordning. Refusionen tilfalder klubben, mens de indbetalte midler blandt andet anvendes til plantning af træer og buske.
De indbetalinger, der blev modtaget i 2025, skal i år bruges til nye beplantninger på begge baner.
Derfor inviterer vi til:
📅 Store Plantedag
Lørdag den 28. november 2026
🕘 Kl. 09.00 – 12.30
Ud over plantning vil der også være andre arbejdsopgaver.
Tilmelding sker via GolfBox.
På vegne af Baneudvalget og Greenkeeperne
Tak for jeres opbakning og engagement i Trelleborg Golfklub. Vi glæder os til at se jer på banen. ⛳

