Herreklubben arrangerer også i år en af festugens turneringer, nemlig par-turneringen Fourball Stableford, som spilles onsdag den 3. juli 2024.
Vi spiller i tre rækker ved +96 spillere. Præmier til de tre bedste par i hver række.
Man tilmelder som par. Tilmeldingen lukker den 29. juni ved midnat, så vel mødt allesammen.
Turneringen er samtidigt en af de 8 afdelinger i Danmark af GOLFTYSKLAND.DK TROPHY 2024 HOSTED BY NORDIC GOLFERS, hvor vinderparret går videre til finalen som finder sted i Nordtyskland til efteråret.
Læs evt. mere om førstepræmien her: https://www.golftyskland.dk/golf-trophy-2024/
Nedenstående fotos viser sidste års vinderpar samt A-rækken og B-rækkens vindere.



Herreklubben i foråret 2024
En kæmpe tak skal lyde til alle herreklubbens medlemmer for den fantastiske opbakning I giver til herreklubbens turneringer og arrangementer.
16 nye medlemmer kom til i 2023 og 12 nye i 2024, så med de to sæsoners almindelige afgang, er vi nu oppe på 82 meget aktive medlemmer i Herreklubben TGS.
Vi åbnede sæsonen på 9- hullers banen den 3. april, med 59 spillere og med sæson-information efter spillet. Samt selvfølgelig fællesspisning hos vores nye restauratør, som nåede at komme på plads inden start.
Afslutningen den 24. april med fællesspisning og 58 spillere, blev også i år med deltagelse af Mike Sheridan, denne gang under temaet:
“Markørens rolle”.
I takt med indførelsen af “live score” indberetning fra et fælles scorekort, har aftalen om hvem der er markør for hvem, i al ubemærkethed mistet lidt fokus, idet man ikke længere bytter scorekort som tidligere. Det er selvfølgelig en utilsigtet bivirkning.
Mike siger:
“Det er alene markørens afgørelser, der tæller, og markøren er de øvrige spilleres garant for, at golfreglerne bliver fulgt og at scoren indberettes korrekt.”
Ret enkelt når man kender golfreglerne, og niveauet i herreklubben er ganske højt.
Herreklubben har fra i onsdags den 22. maj indført faste regler for, hvem der er markør for hvem i “live score” fra fælles scorekort.
I en fire-bold: Nr. 1 og nr. 2 samt nr. 3 og nr. 4 på scorekortet er markør for hinanden
I en tre-bold: Nr.1 på scorekortet er markør for nummer 2. Nr. 2 er markør for nummer 3 og nr. 3 er markør for nummer 1. Faste klare regler.
Mandag den 6. maj gik udflugten til Næstved GK.
38 spillere deltog i denne årlige begivenhed. “Den Gule Bold”, “ tættest på” og “dagens spil” i stableford, samt fine præmier og god mad efter spillet holder stadigvæk.
Maj afslutningen den 29. maj blev med deltagelse af 57 spillere og 50 til spisning efter spillet.
Pro-træner Mikkel Pedersen var foredragsholder og gav tilhørerne en rigtig god oplevelse og et godt tilbud om holdtræning oven i købet. Tak til Mikkel.
Følg os på vores hjemmeside www.tgsherreklub.dk
“Spil med og find nye golfvenner i Herreklubben TGS”