”REMA 1000 Byskovvejs Løvfaldsturnering” – 9 og 18 huller

Stroferne fra Grundtvigs fine salme ”Nu falmer skoven trindt om land” var en passende indledning til en dejlig efterårsdag på golfbanen. I lunt vejr og næsten uden vind blev REMA 1000 Byskovvejs ”Løvfaldsturnering” spillet på 9- og 18-hulsbanen. I år havde 119 spillere valgt at deltage i de to turneringer, der samtidig var TGS’ afslutningsturneringer. Deltagerne kunne nyde TGS’ fine anlæg klædt i efterårsfarver og baner der stod skarpt og flot i efterårssolen. Turneringssponsoren REMA 1000 Byskovvej havde sponsoreret både baneservice med vand og frugt og en ”pølsevogn” ved hul 7, begge dele betjent af Sponsorudvalget. Om de lejlighedsvise ventetider på banen skyldtes trængsel af de 24 hold eller for lange pauser ved pølsevognen vides ikke bestemt…. Det lykkedes dog alle at komme rundt på ca. 5 timer.

På 9-hulsbanen blev stablefordturneringen i A-rækken vundet af René Petersen med 19 point, mens B-rækken blev vundet af Anika Nymose i 17 point.

På 18-hulsbanen blev der spillet både slagspil og stableford. A-rækken, der spillede slagspil, blev vundet af Kristian Larsen i 76 slag, brutto.

Jan Dyna Madsen blev runner-up i 77 slag og vandt samtidig ”netto-konkurrencen” i 69 slag. B-rækken blev vundet af Flemming Stahl i 42 stableford-point, C-rækken af Lars Illum med 38 point og D-rækken af Jette Plum Frøslev med 36 point.

Præmiebordet, som i lighed med Åbningsturneringen var sponsoreret af REMA 1000 Byskovvej, omfattede ud over 1.-3.-præmier i alle rækker også præmier til vinderne af de mange indlagte konkurrencer.

Som noget nyt var der i år indlagt en holdkonkurrence, ”Greens in Regulation”. Trods lidt usikkerhed blandt nogle deltagere om, hvordan scoren skulle beregnes, lykkedes det at finde vindere på både 9- og 18-hulsbanen.  

På 9-hulsbanen vandt holdet med Camilla Schalls, Martin Visby og Theis Ellegaard Rasmussen. På 18-hulsbanen var vinderholdet Annette Berger, Flemming Stahl, Henrik Lihn Mikkelsen og Michael Larsen.

Turneringsprogrammet for 2024 fortsætter nu på 9-hulsbanen og næste klubturnering er ”Andegolf”, lørdag den 7. december. Der spilles Texas Scramble om juleænder og det er muligt selv at sammensætte sit hold. Tilmeldingen er allerede i gang i Golfbox. Årets sidste arrangement bliver ”Nytårs-træf”, der spilles den 31. december.

For turneringer i 2025 kan programmet snart findes på TGS’ hjemmeside, under Turneringer.